påskeferie, forårskuller og noget om fra jord-til-bord









I dag får du lidt billeder fra vores dejlige påskeferie, hvor vi havde forårskuller og forberedte forspiring samt lidt tanker om hvordan man lærer sit barn om hvor maden kommer fra, før den ender på bordet, når nu man bor i byen... 🐷

Vi havde en super dejlig påskeferie. Først 3 dage uden far, fordi han måtte arbejde, og så en masse fridage sammen. Vi havde prioriteret at have nogle dage hjemme, så vi havde takket nej til påskefrokost hos min mor med resten af familien. Det var så tiltrængt at være hjemme sammen, bare os, uden planer. Min mand er i gang med noget uddannelse ved siden af fuldtidsarbejde og hele vores familie har fødselsdag i foråret, så vi havde ikke haft en dag eller weekend i umindelige tider, hvor det bare var os, uden planer eller skolearbejde.

Vi kom helt ned i gear og var på legepladsen i haven, spiste morgenmad sammen allesammen (en sjældenhed), så hyggelige film sammen, spiste tarteletter med karse på toppen som Sienna havde sået, var kreative og med legetøj spredt ud over alt. Vi lavede også små potter i avispapir og Sienna fyldte jord i potterne og tegnede på ispinde, som vi sætter i jorden for at kende forskel på vores spirer indtil de plantes ud.

Jeg havde slet ikke regnet med hun ville være så god til at komme jord i potterne. Jeg ved ikke hvorfor egentlig, men hun sad med en ske og fyldte alle potterne jeg havde lavet. Forlangte at få flere, så jeg lavede en portion mere, og da de var fyldt, tømte hun dem for at fylde dem igen.

At få hjælp af Sienna til at så og forspire, er en del af min måde, hvorpå jeg vil lære hende, at mad er ikke bare noget man finder og køber i supermarkedet.

Det vi spirer er primært spiselige blomster vi kan have på vores altan, da der ikke er plads til så meget andet, synes jeg. Man forspirer normalt sjældent blomster, men jeg kan simpelthen ikke vente til blomsterflor på vores altan ♥

I dag er hun på tur med sin dagpleje til en besøgsgård, hvor de skal se får, grise og meget mere. Og det er noget vi vil gøre meget mere af fremover, som familie altså.

Desuden skriver jeg også på et forslag til vores andelsboligforening, om at der bliver opsat nogle højbede i vores kæmpe have, så Sienna og jeg, og andre interesserede, kan så, plante og høste lidt hjemmegroede grøntsager.

Jeg synes sådan nogle byhavemiljøer er så hyggelige og selvom jeg ikke regner med at vi kan supplere vores husholdning hverken helt eller halvt, så synes jeg det er en rigtig fin måde at kunne lære min datter om hvor maden kommer fra samtidig med at jeg synes det er en rigtig hyggelig måde at være sammen på, udenfor. Fjerne ukrudt, vande, grave i jord. Jeg elsker det ♥

Hvordan lærer du dit barn om fra jord-til-bord? Jeg er oprigtigt interesseret, for jeg kunne godt bruge noget inspiration ♥



Kommentarer

Populære indlæg