Mandagsmøde... på en tirsdag


Jeg havde gang i den helt store oprydning igår, støvsugede, vaskede gulv og pludselig var dagen gået og energien væk. Så intentionen om at nå her forbi blev ikke realiseret. 

Sidste uge prøvede jeg at fylde med alskens gode ting. Jeg fik ansigtsbehandling, fodbad og fodmassage - som var en gave fra mine veninder da jeg fyldte 30. Selvom det er over et halvt år siden, så var det om end mere end kærkomment nu. Jeg fik også helkropsmassage og zoneterapi, hvor jeg også fik sat mit bækken på plads, så jeg forhåbentlig er fuldstændig klar til forestående fødsel. 
Desværre måtte vores venner aflyse, at besøge os, pga sygdom, øv!

Jeg tænker at fortsætte med selvforkælelsen i denne uge, om end med ting som foregår herhjemme. Jeg kan godt mærke at energien er mindre og at kroppen er ved at være der, hvor den synes det er ret så tungt at skulle bære rundt på en ekstra. 

Nu må vi til det...
I koppen er der varm kakao.
... og dertil spiser vi fuldkornsmariekiks. 
Lytter til ramasjang og Sienna der fortæller om hvad hun ser.
Outfit mit nyeste “skrud” - en rød/hvid stribet skjortekjole med plads til maven og som også skulle kunne bruges efter graviditeten, til amning.
Drømmer om sne (stadig) og så alligevel ikke. Vi vil så gerne bygge en snemand sammen, men nu der kun 2,5 uge til termin, så mit bækken er begyndt at være ømt det meste af tiden. Ømt bækken og sne er ikke en mega god kombi. Om natten drømmer jeg virkelig meget om lillesøster, ligesom mine tanker kører meget rundt i fødsel, forberedelser og hvad det mon er for en lille en der gemmer sig derinde, hvilket betyder mange vågne nætter også. Jeg kan simpelthen ikke slippe tankerne...
Weekenden gik med en tur i svømmehallen, aftensmad i sofaen to gange fordi vi skulle se håndboldkampe, så spændende og så hyggeligt! Desuden var vi forbi farmor og farfar til aftensmad lørdag og vi fik også lavet en masse kreativt samt fuglefoderophæng til havens fugle.
Ugens planer fortsætter i forberedelsernes tegn. Nu er alt tøj til lillesøster vasket og foldet efter Marie Kondos principper. I morgen skal vi forbi og se hvor fødegangen ligger og hvordan fødestuerne ser ud, nu hvor vi føder på et andet hospital end sidst. Vi har ikke har været på det hospital i de sidste 10 år, og der er sket så mange forandringer siden da. På fredag skal Sienna og jeg være alene hjemme, jeg tænker pandekager til aftensmad må være på sin plads.
På bordet ligger der stadig papirprojektet og papirblomsterne er jeg ikke kommet videre med siden midt sidste uge. Men cardiganen jeg er ved at strikke mangler nu kun en ribkant og ærme. Desuden ligger der flere maleprojekter fra weekenden, som Sienna og jeg lavede. Jeg tænker vi må have lavet en udstillingsvæg på hendes værelse, så vi har et sted at vise alle de fine ting frem.





Kommentarer

Populære indlæg