Da jeg blev mor for første gang - en fødselsberetning, første del

Fra den 1. april 2016. Godt med vand i kroppen og begyndende zebrastriber på maven.

Fra den 7. april 2016.

Fra den 14. april 2016. Den søde ventetid.

Fra den 18. april 2016, inden vi tog afsted til hospitalet. En godt udspilet mave fyldt med zebrastriber ♡


Nu er det lige oppe over, at lillesøster melder sin ankomst. Jeg skal være mor, for anden gang. Vi skal være forældre, for anden gang. Vi bliver en familie på fire. To voksne og to børn. Os ♥

Det sætter naturligt vis tusinde af tanker igang, når man er så tæt på en fødsel. Ligesom det sætter hormoner i gang. Både hos den kommende mor, men også den kommende far. Og ligeledes de kommende søskende. Bedsteforældre. Faktisk sætter det noget igang, hos alle dem der måtte være pårørende. Sådan har det i hvert fald været for os. Hormonerne nok kun hos den kommende mor og far.

Jeg har nætter hvor jeg ikke føler jeg har lukket et øje. Der er dage hvor jeg tænker mange tanker, og andre dage hvor jeg ikke tænker meget - over lige det altså. Der har også været dage hvor jeg har været meget hormonel (læs; følsom) og dage hvor hverken jeg eller min omgangskreds har mærket noget til videre min graviditet. Jeg tror det er helt normalt, men alligevel lidt af en rutschebanetur...

Noget som der især har fyldt i mine tanker, har været hvordan Sienna ville tage at få en lillesøster. Nu har hun været øjestenen i snart 3 år og hun er også det første barnebarn på begge sider, så hun har fået udelt meget opmærksomhed. Jeg ved mine forældre også har tænkt over dette en del. Ligesom forældre ofte tænker; "Kan man dele sin kærlighed til flere, kan jeg elske den næste, ligeså meget som den første", så har mine forældre tænkt det samme. "Kan vi elske de næste børnebørn ligeså meget som det første"...

Noget andet der har fyldt, især på det sidste, har været fødslen. Går det igang af sig selv, eller vil de foreslå en igangsættelse ligesom med Sienna. Vil vi sige ja-tak til en igangsættelse eller skal vi prøve at give det et par dage mere?

Så hermed følger min fødselsberetning fra da vi blev forældre for første gang, og måske du på baggrund af den, kan sætte dig ind i, hvorfor jeg overvejer ikke at sige ja til en igangsættelse lige med det samme...

Jeg havde termin den 7. april 2016 men Sienna kom først til verden 12 dage senere, tirsdag den 19. april 2016.

Om fredagen den 15. april var jeg til tjek hos akutmodtagelsen for gravide på Nordsjællands Hospital (Hillerød). Har den lille fis det godt, eller er det tid til at komme ud. Jeg var 3 cm åben og fik lavet en hindeløsning.

Jeg havde en idé om, at nu jeg allerede var begyndt at åbne mig, så måtte hindeløsningen da sætte skub i tingene. En hindløsning er noget en jordemoder laver med fingrene, oppe i - du ved nok - som skaber en irritation, som af og til kan sætte en fødsel igang.

Hvis ikke der var sket noget i løbet af weekenden, så skulle jeg møde op mandag den 18. april klokken 8, med henblik for igangsættelse.

Det blev mandag og vi kørte afsted. På vej op på hospitalet skrev min gode veninde, at de også var på vej til hospitalet, hun havde veer og havde haft det hele natten.

Vi kom ind og jeg fik lavet hindeløsning igen. Og uddelt de piller jeg skulle tage. Vi fik lov at blive indlogeret på patienthotellet da jeg følte mig utryg ved at skulle køre hjem. Jeg tog den første pille omkring klokken 10, og planen var, at jeg skulle tage en pille hver anden time indtil jeg fik veer. Når veerne kom, skulle jeg ikke tage flere piller. Hvis jeg ikke fik veer skulle jeg stoppe klokken 22, og så starte op igen næste morgen.

På vej over på patienthotellet gik vi forbi fødestuen hvor min veninde var. Vi skulle lige sige hej - hun havde selv inviteret os. Det lyder lidt sjovt, når jeg sådan tænker over det. Hun stod og lavede otte-taller i en hospitalsskjorte bøjet henover sengen og så noget anstrengt ud. Jeg gav hende et kram og vi gik over til patienthotellet og tjekkede os ind.

Da vi havde fundet vores værelse tog vi bilen til nærmeste indkøbssted og købte lidt snacks og drikkevarer. Klokken 16 blev vi enige om at køre hen til Frederiksborg og gå en tur.

Da vi havde gået rundt om slottet og i haven i en times tid begyndte det at nive i min lænd, så vi blev enige om at køre tilbage. Klokken 18 var jeg ikke i tvivl om, at det var veerne der var igang. Jeg tog derfor ikke flere modningspiller.
Vi spiste aftensmad hurtigt og gik tilbage på værelset. Hvad vi fik tiden til at gå med, husker jeg ikke. Men jeg kan huske at da klokken var mellem 21 og 22 skrev min veninde, at vi gerne måtte komme over og sige hej på barselsgangen. Hun havde født omkring klokken 14.30 og hvis vi havde lyst kunne vi komme forbi og se deres lille dreng.

Mine veer var ret regelmæssige og gjorde ret ondt. Jacob synes ikke vi skulle gå nogle steder men jeg insisterede på at gå derover. Jeg sagde til ham "hvis du ikke vil med, så går jeg bare selv" - han gik med.
Det sneede da vi kom udenfor og vi måtte holde flere holdt undervejs fra patienthotellet til barselsgangen, fordi jeg lige skulle kæmpe mig igennem en ve.

Vi så min lille venindes dreng og han var så yndig og lille. Helt perfekt. Da vi gik derfra, gik vi direkte over på den anden side af gangen, hvor akutmodtagelsen for gravide lå. Jeg havde det skidt og synes veerne var meget overvældende. De sagde til mig, at det da ikke kunne være så slemt, hvis jeg stadig kunne rende på barselsbesøg.
Jeg tænkte, og tænker stadig, den dag i dag, at det var en sjov kommentar til en gravid på vej i fødsel, for man bliver ligesom ret stædig på det tidspunkt, og jeg var virkelig stædig. Jacob havde prøvet at overtale mig til ikke at gå nogen stedet, men intet havde kunne holde mig tilbage der... Jeg ville se min venindes baby.
De tilbød mig en cocktail af noget smertestillende og sovemedicin. Jeg takkede nej. Jeg ville bare gerne ind på en fødestue og føde. Og smertestillende? Hallo, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have født derhjemme i et fødekar vi havde haft stående midt i stuen den sidste måned, så hvad skulle jeg med smertestillende.

De sendte mig tilbage til patienthotellet. Efter en time ringede min mand derover og sagde at jeg gerne ville have den der cocktail alligevel. Vi skulle komme derover igen, for de kunne ikke udlevere det, uden at have kørt endnu en CTG strimmel. (Man får en dims om maven, som måler at hjertelyd m.m. er som det skal være.)
Jeg fik min cocktail og vi gik endnu engang tilbage til patienthotellet.

Hvad der skete hvornår, over de næste timer, har jeg svært ved at genkalde rigtigt. Men slimproppen gik på et tidspunkt, jeg kastede blod op og vi prøvede at sove. Men vi fik ikke meget søvn. Jeg havde veer hver 5. minut og jeg kan huske at jeg lå og kiggede på min mand der også prøvede at sove. Hver gang jeg fik en ve vækkede jeg ham og vi holdt i hånd. Han hjalp mig igennem og faldt i søvn igen.

Klokken 5, tirsdag morgen, ringede vi til akutmodtagelsen igen, jeg kunne ikke holde til det længere. Det gjorde så ondt og jeg var så træt.  Da vi kom derover havde de god tid og plads på fødegangen, som lå i forlængelse, så jeg fik lov at komme derind. "Endelig!" var mine eneste tanke.
Det var en virkelig, virkelig sød jordemoder der mødte os på fødegangen, jeg husker hende som en engel. Hun gav mig morfin, og fandt en seng til min mand, så vi kunne ligge på stuen sammen. Jeg sov i en time, på baggrund af morfinen og det var det bedste jeg havde sovet siden midt i graviditeten.

Jeg tænker vi holder her for i dag... Det er allerede blevet en lang smøre, og der er stadig lang vej endnu før vi - langt om længe (endelig!), fik lille Sienna at se ♥

Kommentarer

Populære indlæg