Bare for mig-dag

Åh, er du vimmer det er længe siden at jeg har sat mine ben på denne plet. Eller, hvad man nu siger. Bevæget mig ind på denne side. Og jeg har virkelig savnet det! Nu prøver vi om ikke at dette er en ny begyndelse, og at jeg kommer herind mere kontinuerligt og permanent

Hej med jer. Længe siden. Mon der overhovedet er nogen der stadig opdager, når jeg har skrevet nyt herinde.
Jeg prøver alligevel. Jeg har brug for et sted at dele de tanker der hober sig op i mit hovede, for jeg har end ikke fingre nok til at tælle hvor mange gange jeg har skrevet et indlæg i mit hovede om end det aldrig er kommet herind.

2019
Min tanke var, at vi skal bare lige forbi den her dato, den her ting, det her arrangement, SÅ skriver jeg et indlæg igen. Men der skete så meget, at overskuddet til meget andet end bare at holde sammen på familien og få hverdagen til at glide nogenlunde, var så rigeligt at tage fat i.

2020
Det nye år nærmede sig, det samme gjorde vuggestueplads og med det tænkte jeg, SÅ kan jeg skrive et indlæg igen.
Men så kom vuggestuepest. Eller hvad man kalder den slags. Silke har gået i vuggestue i en måned nu, og hun har allerede haft flere end dobbelt så mange sygedage som Sienna havde på sine halvanden år i dagpleje.
Vi har virkelig været lagt ned, i hele familien. Først den ene, så den anden, den tredje og den fjerde, og så forfra igen. I skrivende stund slås vi stadig alle 4 med lidt let hoste og løbende næser, men alle er afsted i dag.
Min barsel er slut og jeg er i fuld gang med at finde et sted hvor jeg kan udvikles og blive udfordret. Jeg er SÅ klar på at komme igang igen, efter gud ved hvor længe med barsel og graviditets gener og jeg ved ikke hvad.

Nå, så fik vi også lige samlet lidt op på, siden sidst.

Bare for mig-dag
Efter et års barsel og en måned med sygdom fra helvede, har jeg i dag en "bare for mig"-dag. Tiltrængt og meget velkomment. Bevares, jeg har været ude og handle de vigtigste fornødenheder til weekenden og gået med hunden og der venter mig nok også en fuld opvaskemaskine og ditto vaskemaskine, som der skal gøres noget ved.
Men jeg startede her.
For det var det jeg havde mest lyst til i dag. At komme herind igen. Om lidt tager jeg et varmt bad, smører mig ind i creme, tager min fineste kjole på, og måske jeg ovenikøbet topper den med lidt på kinderne. Hvis jeg har lyst.
Bagefter så sætter jeg mig i sofaen med mit strikketøj eller måske jeg tager en lur. Jeg kan gøre lige hvad det passer mig, indtil først på eftermiddagen hvor jeg henter finkerne hjem til weekenden. Hvilket privilegie. Og virkelig tiltrængt og meget velkomment. Bare for mig.

God weekend kære dig ♥

Kommentarer

Populære indlæg