Jeg er også andet end “mor”



Corona kom. Lock down kom og gik.
Nu er begge unger tilbage i vores elskede skovhus.

Engang troede jeg, at min største drøm var, at være hjemmepasser men at det blot var økonomien som spændte ben for, at min drøm kunne blive til virkelighed. Så kom barn nummer to, og dermed endnu en barsel og dermed også endnu et år hvor størstedelen af min tid gik med at tilgodese et lille væsens behov. Oveni at selvfølgelig også at skulle tilgodese det første barns behov og forsøge at være der for min mand, huske at ringe eller skrive til mine veninder, familie og hvad der sig dertil hører. Men jeg glemte lidt mig selv.

Jeg nåede lige at få en måned med jobsøgning og fokusering på, hvad det rent faktisk var, at jeg gerne ville bruge mit arbejdsliv på og så kom corona. Jeg fik prøvet min drøm af, med at være hjemmepasser og den er også pakket sammen igen. Efter enten at have været gravid eller ammet i tæt på 5 år, så har jeg bare brug for at lave noget, som ikke involverer mine unger. Jeg elsker at være mor og jeg elsker de små finker, men jeg er bare ikke god til, også at finde tid til, at være andet end mor, når de er hjemme. Jeg talte ikke dage på hvor længe vi var hjemme sammen. Jeg elskede det, men det var også benhårdt. I starten af lock down forsøgte jeg at skabe nogle rammer, sådan at vi fik brugt tiden mest optimalt og fik vores tid struktureret men som tiden gik flød det ud i sandet, det var hårdere for mig at forsøge at opretholde den struktur som ikke var der, frem for bare at nyde tiden og lade os flyde med.

Da jeg gav slip begyndte det at blive nemmere. Da jeg stoppede med at amme blev det rart. Men alting har sin ende. Storefinken savnede vennerne, lille finken ligeså - hun kunne bare ikke finde ud af at sige det eftersom hun ikke siger andet end “hej” og “bøh” men det var tydeligt at se, at hun gerne ville have mere socialt med andre børn. Jeg tror som udgangspunkt på, at børn ville have bedre af at være hjemme i længere tid end som de fleste, 8-12 måneder. Men under lock down var der jo bare ikke mulighed for at gøre de ting og aktiviteter som vi førhen ville have gjort brug af. Så storefinken startede i børnehave igen for 3 uger siden og lillefinken har været afsted i en uge. Det har været en blød opstart med alle de helligdage vi har haft over den sidste tid, og det har været helt perfekt.

Jeg er også tilbage på min jobsøger-pind og håber sådan at der vil falde nogle appelsiner ned i min turban for jeg er også bare så klar 🌸

Kommentarer

Populære indlæg