En fødselsberetning, fra første gang jeg blev mor - anden del



Lillesøster lader os vente på hendes ankomst. Vi er ved at sprænge af utålmodighed. Men hele huset har været fyldt med baktusser/vira den sidste uges tid og lidt mere, da Sienna kom hjem med feber fra mormor og bedstefar og var hjemme fra vuggestue hele sidste uge. Hun kom først rigtig oven på her i weekenden. Fredag begyndte min hals også med kriller og lørdag kunne Jacob også mærke det... Jeg har det fint igen, nåede end ikke at få feber kun lidt hoste og tungt hoved. 

Men nu skulle det blive tid til at få skrevet anden del af Siennas fødsel ned også...

Det er skrevet efter hukommelsen, og det kan være jeg har fået byttet lidt om på rækkefølgen og tidspunkterne de forskellige ting hændte. Vi prøver alligevel...

-


Efter den bedste søvn i mands minde, spiste vi lidt morgenmad og jeg lagde et lavement og tog mig et bad.

Jeg kan huske jeg havde drømt om at komme i et vandkar, enten som smertelindring eller at føde deri.
Den mulighed blev ”frataget” pga. jeg hele tiden skulle være under ”kontrol” på skærmen for jordemoderen kunne følge med i mine kurver, men der i badet, da var jeg også så absolut ligeglad med alt hvad der var varme og vand.

Jeg synes det varme vand var hæsligt og helt generelt følte jeg mig selv bare meget varm, så tanken om at skulle i et fødekar/badekar var helt uudholdelig.

Der kom en ny jordemoder ind på stuen, sammen med en studerende og de undersøgte hvor meget jeg havde åbnet mig. Stadig kun 3-4 cm.

Efter kort tid, smutter de to igen og en anden jordemoder kommer ind. Hun overtager herfra, der var kommet en hjemmefødsel som var mere spændende for den studerende og hendes mentor at deltage i.
Stadig veer, stadig ikke specielt åben.  Man skal være 7 cm åben for, at de kalder det aktiv fødsel. 10 cm åben før at barnet skal presses ud. Holy moly det føles som lang vej, når det er tirsdag og man siden, i hvert fald fredag, har været 3 cm.

Omkring klokken 12 bliver mit vand taget og vandet er grønt. Det betyder at hun er stresset  og har haft afføring. Det vil man helst ikke have, at de har, før de kommer ud af maven.

Der bliver lavet en skalp-ph, tror jeg de kalder det for at tjekke hun er okay, og hun får sat et eller andet på hovedet som sidder fast om mit lår, som skal måle hvordan hun har det også. 

Det er afdelingsjordemoderen der laver det, og hun siger noget med ”Jeg kan se hår, meget grønt hår”.

Jeg får ve-drop. De vil gerne have hun snart kommer ud. 
Ve-droppet skal hjælpe på det. Men hver gang jeg får en ve, falder min lille piges hjerterytme. Hun kan ikke tåle det. Så det bliver slukket igen.

En fødselslæge bliver på et tidspunkt også tilkaldt, men jeg ænser ikke helt hvornår i forløbet det er.

Klokken 14 ca. aftaler vi at jeg skal have en epidural. Jeg har så ondt og der sker ikke en skid. Jeg åbner mig ikke mere, hun virker ikke til at bevæge sig længere ned i mit bækken. Jeg har ondt. Jeg spørger jordemoderen om hun tror jeg når at føde på hendes vagtskifte, det tænker hun ikke umiddelbart, at jeg gør. Godt så.

En anæstesilæge bliver tilkaldt. Han stiller mig 30 spørgsmål, mindst, som han skal vide før de kan gå i gang med at lægge bedøvelsen. Jeg svarer. Jeg får instruktioner omkring hvordan jeg skal bøje min rygsøjle så meget som jeg kan fremover min tykke mave, sige til når der kommer en ve, for så holder de pause, osv osv.

Da han har prøvet omtrent en time at få den nål ind mellem mine led i rygraden og ikke har kunnet ramme rigtigt, og jeg har prøvet at ligge forover indover min mave, på siden indover maven, på sækkepude, på alle mulige måder. Seriøst, det er virkelig svært at ligge sådan når man har en kæmpe mave fyldt med en baby og man har veer. Onde veer. Det jo derfor man gerne vil have bedøvelsen i første omgang. Man har virkelig ondt.

Jacob sidder foran mig. Så jeg siger til ham, med stirrende øjenkontakt. ”Hjælp mig, det gør så ondt. Jeg vil have kejsersnit”. Jeg ænser ikke alle de mennesker der er i rummet, jeg ænser kun min mand. Der var i hvert fald både jordemoder, anæstesilæge og en sygeplejerske på det tidspunkt.
Og så siger jeg til lægen: ”Kan det være fordi jeg har skæv ryg, at I ikke kan få det lagt rigtigt ind?”. På det tidspunkt har han forsøgt i en time og stukket 15 gange tror jeg.

Han ser ret bitter ud, ham lægen. Griner faktisk lidt, sådan af overraskelse, formoder jeg. ”Hvorfor har du ikke fortalt det, lidt før”. 
Jeg var også lidt bitter. Og tænker stadig over det den dag i dag. Hvorfor stiller de 30 spørgsmål om allergi og plastikplumber i tænderne og så videre og så videre, og så spørger de ikke om jeg har noget med ryggen, som er den de gerne vil ind og lægge en bedøvelse i.

Anæstesilægen tilkalder sin overlæge, hun skal tage over herfra. Han har givet op. Hun lægger bedøvelsen i første forsøg.
Endelig.

Den virker hurtigt. Men den ligger lidt skævt. Hele mit ene ben er dødt, føles det som. Jeg kan ikke rigtig bevæge det, det andet derimod, det sover kun, og jeg mærker stadig veerne ud i det. Det er okay. Alt er bedre end det var inden. Jeg får lidt mod til at fortsætte igen og jordemoderen 
overbeviser mig om, at de er bedre vi prøver lidt mere, fremfor et kejsersnit.

Nu er hendes vagt slut, og en 4. jordemoder kommer ind, sammen med en studerende, næsten færdig fødselslæge.

Jeg får det så ”fint” at jeg kommer ned og sidde på en pilatesbold og kan lave ottetaller med hofterne. Efter en time på bolden er jeg så godt som fuldt udvidet og min lille pige har fundet vej længere ned i bækkenet, så jeg kommer tilbage på lejet. Jeg ligger henover en sækkepude og det føles rart, men inden længe har veerne taget så  meget til, at heller ikke epiduralen gør det som den var til for.

Sienna er på vej helt ned i bækkenet, og jeg ligger på ryggen og får iltmaske på, med en lille smule lattergas for at komme igennem veerne. Jordemoderen vil ikke have jeg presser endnu. Det er for tidligt. Hun fortæller mig, at jeg skal lave dybe vejrtrækninger og så laver hun akupressur eller zoneterapi på mine ankler. Det er som om hun kan styre mine veer fuldstændigt, med hendes tryk. Så laver vi nogle andre vejrtrækningsøvelser, hvor jeg skal gispe. 
Det var noget med, at Sienna skulle helt ned i bækkenet, men at det ikke måtte gå for hurtigt ift. at mindske eventuelle bristninger. Jeg kunne slet ikke finde ud af at lave dem og må bede hende om at lave dem sammen med mig ved hver eneste ve.

Til sidst siger jeg, rimelig stædigt, som jeg husker det at, nu vil jeg altså gerne presse.  Hun giver mig lov, og så gør hun et eller andet som får mig i et fur ”hvad f….. laver du, det gør virkelig ondt”. På første ve herefter presser jeg og så kommer hovedet ud og på andet pres kommer kroppen. Pressefasen gik umådeligt hurtigt.

Efterfølgende får jeg af vide af den virkelig kære jordemoder, at hun havde en idé om at grunden til Siennas hjerterytme var faldet ved hver ve tidligere, måtte være pga. at navlestrengen sad om hendes hals, så der hvor jeg synes det gjorde så ondt, der gik hun ind med sine fingre og fik fat i navlestrengen om hendes hals, sådan så hun kunne sikre sig, at den ikke strammede til når jeg pressede hende ud.
I dag er jeg ret taknemlig for hendes store viden og at hun gjorde det. Men lige i sekundet hvor jeg ikke anede hvad der foregik og det bare gjorde ondt som aldrig før, der var jeg lidt bitter. Hvad skulle det nu til for, som om jeg ikke var presset og havde nok ondt i forvejen. Klokken 18.42 er hun hos os. 
Der kommer en solstråle ind gennem vinduet og det føles helt perfekt.

Det var en kæmpe forløsning at få hende op på maven og ligge, og med det samme tisser hun. Det føltes rart, hvor fjollet det end lyder. Men med alle de anstrengelser, så var jeg fuldstændig ligeglad med alt andet end, at hun havde det godt. Og at hun tissede, det var et godt tegn.

Hvad jeg ikke husker, er at hun er helt blå da hun kommer ud, og at jordemoderen lige skal have liv i hende ved at skrubbe hende på ryggen før hun siger noget. Jacob er nervøs over hvordan hun ser ud, men jeg har slet ikke ænset det, og har først fået fortalt den del bagefter. Men efter et par skrub, græder hun og det er der hun kommer op på min mave og lidt efter klipper de navlestrengen.  Det er vidst helt normalt, at babyerne lige skal hjælpes lidt i gang efter deres ankomst, men Jacob synes ikke det var så rart at se på.

Hun kommer over på brystet hos Jacob mens jeg 10 minutter efter føder moderkagen ved et enkelt pres, og jeg får syet 3 bitte små bristninger.  Den studerende fødselslæge tager min telefon og tager et billede af Jacob med Sienna i armene, og jeg er hende dybt taknemlig over at gøre det. Jeg vidste det ikke før bagefter, hvor jeg tilfældigvis kigger mit kameraalbum igennem. Jacob havde lagt mærke til det. Det er det dyrebareste billede.

Vi kom virkelig meget personale igennem. Jeg var så ligeglad med hvor mange som der efterhånden kiggede op, dernede. Jeg ville bare have min lille pige ud i mine arme i god behold.

Fødslen blev registreret som en helt normal ukompliceret fødsel.

Vi skulle overnatte på hospitalet fordi at de gerne ville observere hvordan Sienna havde det i et døgns tid, pga. de ting vi havde været igennem med faldende hjerterytme og grønt fostervand og jeg havde tabt lidt mere blod end hvad man måtte, så jeg skulle også have taget en blodprøve for at tjekke min blodprocent efter et døgn.

Vi blev kørt på barselsgangen, og ind på samme stue, som hvor jeg havde besøgt min veninde aftenen forinden. De var blevet forflyttet til stuen på den anden side af gangen, fordi den stue jeg nu var på var en enestue, og stuen overfor var der plads til to barslende på.

Personalet på fødegangen vil jeg altid være dybt taknemlige.

Jeg synes stadig, at igangsættelse og alt hvad der fulgte med, var voldsomt og i mit hoved føltes det på ingen måde som ukompliceret. Men personalet var så søde og hele tiden et skridt foran.

-

Nu håber jeg bare lillesøster snart vil melde sin ankomst, så vi ikke skal alt det her igennem igen. Jeg ønsker mig så inderligt at det går i gang af sig selv og at selve udvidelses perioden går lidt mere snildt. Jeg er i dag 41+1 og de vil meget gerne have at man bliver sat i gang senest 41+5 og at baby er ude senest ved 42 uger, så… wish us luck ♥

Kommentarer

Populære indlæg