Et helt nyt liv


Wow, for en omvæltning. Sidst jeg var her, skrev jeg om en “bare-for-mig”-dag, og jeg fik ærligt talt ikke gjort så meget for mig selv, for der gik praktik i den. Det er noget der ligger i mine gener, fra min mor af, vi evner nærmest ikke at slappe af. Og så blev verden vi kender den, forandret.

For da kom Corona. 

Nu har vi været hjemme halvanden måned eller deromkring og vi fortsætter en måned endnu, måske. I hvert fald med den lille.

Ungerne skal ikke tilbage i børnehave og vuggestue endnu, som mange andre er startet den sidste  to ugers tid. Ikke hvis det står til os voksne i husstanden i hvet fald. Fordi vi har muligheden for at gøre noget andet! Vi kan holde dem hjemme, fordi jeg ikke har et arbejde og der praktisk talt ingen job er, at søge. Når jobcentrene åbner igen, vil det ikke længere være en mulighed, men lige nu er den der, og så gør vi altså brug af den.

Nogle dage går det virkelig godt!

Andre dage er det mega hårdt...

Men vi føler os måske bare ikke helt trygge i de ændringer der er i institutionen. Jeg synes de gør et helt fantastisk arbejde og vi har haft kontakt med børnenes kontaktpersoner flere gange både under lockdown og efter, men jeg kan bare ikke gennemskue hvilke konsekvenser det vil have for mine børn, alles børn, på sigt.
Oveni det, skal Sienna flytte i ny gruppe den dag hun vender tilbage, med nye voksne, fordi de har haft stor tilgang af de mindre børn, så de ældste på stuen skal flytte før tid.

Børn er gode til forandringer om end også bedre end voksne, for de følger bare med strømmen. Men da Sienna gik fra viggestue til børnehave sidste sommer havde hun tilbagefald med ble, selvom hun var blevet blefri i sommerferien. Hun følte sig ikke tryg ved de voksne og derfor turde hun ikke fortælle dem, når hun skulle på wc.
Der varede helt ind til efter jul og først her i lockdown fik vi styr på det, og bleen er nu kun på om natten.

Men Sienna har efterspurgt at komme afsted. Vi trækker den lidt, føler efter og jeg skal nok også lige snakke med den nye stue inden vi beslutter os.

Jeg synes det er helt vildt med bekymringer den virus har medført, og jeg er ikke engang en af dem dee har tendens til at bekymre mig. Men situationen, virusen, fremtiden, det giver mig faktisk lidt myrekryb. Øv!

Hvordan har I det med det hele? Bekymrer I jer eller er I mere “det skal nok gå”? ♥


Kommentarer

Populære indlæg